SSG fylder 100 år

Fredag d. 21. juli 2017 var det præcis 100 år siden Solrød Strands Grundejerforening blev stiftet.

Det fejrede vi d. 21. juni med en lille fest på det grønne område ved vores vartegn, transformatortårnet, i rundkørslen ved Vestre Duevej. Vi vurderede, at flere havde mulighed for at deltage, hvis vi holdt festen inden sommerferien for alvor var gået i gang, så vi fejrede vores fødselsdag i god tid, altså en måned før den egentlige fødselsdag

Vi havde inviteret alle SSGs medlemmer og venner til mad og drikke og underholdning. I løbet af eftermiddagen havde vi besøg af omkring 150 gæster. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, det var godt vejr og der var en god stemning og meget ros til foreningens aktiviteter. Tak til alle jer, der kom og fejrede vores fødselsdag.

Borgmesteren kom på cykel med borgmesterkæde, der var taler af borgmesteren og af SSGs formand, Jens Strunge blev udnævnt til æresmedlem af SSG for sit store oplysningsarbejde omkring Solrød Kommunes historie, og en tryllekunstner underholdt både børn og voksne.

Solrød Strands Grundejerforening er nu startet på de næste 100 år, hvor vi lover at forsøge at påvirke udviklingen af vores kommune på samme måde som vi har gjort de sidste 100 år. Måske også på andre måder!

Se flere billeder på SSGs Facebookside: https://www.facebook.com/solroedstrandgrundejerforening/